Indtil for omkring 600 år siden - altså i Europas dybe middelalder - bestod det tyske landskab i høj grad af skove, flodsletteskove og våde enge. Disse naturlige biotoper blev til sidst fortrængt af den stadigt stigende menneskelige befolkning, fordi de krævede ager- og græsarealer for at sikre fødevareforsyningen. Selv i dag er de meget artsrige våde enge stærkt truede, da de bliver ofre for udretning af floder samt afvanding og omlægning til ager- og græsningsarealer.
Hvad er en våd eng, og hvilke planter vokser der?
Våde enge er artsrige biotoper, der forekommer nær vandområder og i lavninger. De blev skabt gennem landbrugsbrug og vedligeholdes af menneskehænder. Typiske våde engplanter er marsk morgenfruer, pibegræsser og skærme.
Hvad er en våd eng?
Våde enge findes hovedsageligt nær vandløb eller floder, på søer og i lavninger, hvor jorden er fugtig til våd - jorden i disse meget artsrige biotoper er vant til lejlighedsvis oversvømmelser. De er opstået fra middelalderen gennem landbrugsbrug som slå- og græsningsarealer og kræver stadig en omsorgsfuld, menneskelig hånd i dag. Ellers ville denne eng, der er temmelig bevokset med urteagtige planter, hurtigt blive befolket af høje stauder og buske og hurtigt blive til en randskov. Landbrugsmæssigt bruges våde enge primært til høproduktion, men er ret uegnede til græsning mv. De omtales også synonymt som sumpenge, selvom vegetationen kan variere meget afhængigt af jordfugtigheden.
Typiske våde engplanter
Afhængig af jordens beskaffenhed og den resulterende vegetation skelnes der mellem tre forskellige typer våde enge:
1. Marsh morgenfrue enge
Den stærkt gulblomstrende sumpmorgenfrue trives primært på næringsrig jord, som også kan tørre ud om sommeren på grund af lavere grundvandsstand. Ud over marsk morgenfrue (C altha palustris) indeholder denne landbrugsmæssigt anvendelige våde eng planter som
- Trolleblomst (Trollius europaeus)
- Great eng-knap (Sanguisorba officinalis)
- Engskumgræs (Cardamine pratensis)
- Gøgecampion (Lychnis flos-cuculi)
- såvel som bredbladet orkidé (Dactylorhiza majalis), en hjemmehørende orkidéart.
Denne type våd eng, hvis den bruges til landbrugsformål, bør slås og gødes regelmæssigt.
2. Pibegræsenge
I modsætning til de norm alt frodigt blomstrende marsk morgenfrueenge, som trives på næringsrige jorder, findes typiske pibegræsenge primært på ret næringsfattige, skiftevis fugtige jorder. Mulige placeringer omfatter drænede hede. Vegetationen er stærkt repræsenteret af forskellige arter af pibegræs samt blomster som
- Svalerod ensian (Gentiana asclepiadea)
- Blodrod (Potentilla erecta)
- Sibirisk iris (Iris sibirica)
- eller djævelens bid (Succisa pratensis)
præget. Pibegræsenge bør om muligt ikke gødes, ellers vil de for denne type karakteristiske planter falde tilbage.
3. Brenndoldenwiesen
I Tyskland findes denne type våd eng primært i floddalene i de store floder Elben, Havel og Oder. Den typiske vegetation består af
- Sumpskærm (Cnidium dubium)
- Meadow Silge (Silaum silaus)
- Guds nådeurt (Gratiola officinalis)
- eller sumpærten (Lathyrus palustris)
markeret. Brændende skærmenge er også kendt som ådalsenge og skal tåle skiftevis oversvømmelse og udtørring.
Lav en våd eng
Du kan selvfølgelig også selv lave en våd eng. Et naturligt fugtigt sted er ideelt til et sådant projekt, selvom det norm alt er drænet. På norm alt tør havejord skal du dog gå frem som følger:
- Fjern først det øverste lag jord sammen med de kortklippede planter.
- Grav en lavvandet fordybning, eller vælg en placering i en fordybning.
- Fyld denne fordybning med muldjord eller ler og derefter - afhængigt af typen af eng - næringsrig jord eller en jord-sandblanding.
- Spred en speciel frøblanding til våde enge.
Tips og tricks
Våde enge skal slås regelmæssigt - mindst to gange årligt - så artsdiversiteten bevares og arealet ikke bliver tilgroet. Slåning er særlig vigtig i det tidlige efterår.
